– Pludselig opdager man, at man kan finde en hel masse oplysninger om de enkelte aners liv og færden. Og så bliver det først rigtig spændende.
Sådan fortæller John W. Rasmussen fra Fredericia, der har sagt ja til at være ambassadør for projektet #dinhistorie i Rundetaarn. John W. Rasmussen er en ivrig slægtsforsker, og netop slægtsforskningen åbner fortiden på en helt anden måde for ham og tusindvis af andre danskere.
Læs om John W. Rasmussen og hans medambassadør Ingrid Bonde Nielsens vej til slægtsforskningen og deres tanker om, hvad slægtsforskning betyder for dem, på vores nye underside Ambassadører.
1700-tallet er – blandt meget andet – et århundrede befolket af mennesker på vandring efter dannelse, lykke, arbejde eller noget helt fjerde. Vores forgængere i 1700-tallet rejste lystigt på tværs af europæiske landegrænser og fra den ene del af det samlede danske monarki til den anden.
Forfatteren og historikeren Ludvig Holberg, for eksempel, tog fra Bergen til København for at få sig en uddannelse og begav sig ud på flere dannelsesrejser i det europæiske udland. På en af dem var hans skib lige ved at blive angrebet af sørøvere i Middelhavet. Holberg stod klar med kården ved sin side, men gik fri, da piraterne i stedet angreb naboskibet. Det var ikke ufarligt at rejse dengang.
De fleste danskere rejste dog ingen steder. I det meste af århundredet bandt enten landmilitsen eller stavnsbåndet bønderne til det samme sted.
Men selv fæstebønder kunne have rejsefeber. Den fynske bondesøn Rasmus Nyerup fik for eksempel fripas af den lokale herremand og rejste den lange vej til København for at gå på universitetet. Med tiden blev han chef for Universitetsbiblioteket, der dengang lå i den selv samme sal, hvor du kan opleve udstillingen #dinhistorie. Blandt bibliotekets bogreoler lagde han grunden til Nationalmuseet, mens hans fem brødre blev tilbage i den fynske plovfure.
Både Holberg og Nyerup rejste ud for at studere, men mange andre rejste rundt for at finde arbejde. Det kan man blandt andet se i de henvendelser, vi får fra slægtshistorisk interesserede som svar på vores efterlysning af familiegenstande med gode historier fra 1700-tallet.
Der er historien om en ung tysk musiker, der som 16-årig tager til Wien og får arbejde hos først én fyrste, så en anden, hvorefter han sætter kursen nordpå og bliver oboist og klarinettist i livgardens musikkorps i København. Der er historien om en anden tysker fra Magdeburg, der bliver gift i København og udgiver et dansk tidsskrift sammen med forfatteren Christen Pram – der i parentes bemærket er født i Norge. Og der er beretningen om en hattemager fra Holsten, der forsøger sig som musketer i Rendsborg, men ender i tugthuset i Odense.
Vi har fået henvendelser om folk, der blev, og folk, der rejste. Til og fra Færøerne og Norge. Og De Vestindiske Øer. Men vi vil gerne have endnu flere. Så hvis du har en familiegenstand fra 1700-tallet med en god historie, som vi må låne til udstillingen #dinhistorie i Rundetaarn, hører vi meget gerne fra dig. Nu om dage kan posten jo sagtens komme frem, selv om bælterne skulle fryse til.
Kopisten og hans bibel
Titlen kopist blev tidligere brugt
om en embedsmand i statsadministrationen.
Det var før kopimaskinernes tid,
og det var nødvendigt at kopiere sine breve, før man sendte dem,
så man kunne huske, hvad man havde skrevet.
Nogle kopister var meget dygtige.
En enkelt var en ren kunstner.
Han hed August Mencke.
August Mencke er tiptiptipoldefar
til Aino Vibeke Kronsell,
der har forsket i sin slægt
og fundet ham i en gammel folketælling.
Hun har fundet ud af,
at August Mencke
er født omkring 1736.
31 år senere kom der en bibel, gammel og slidt, ind i familien.
Der manglede halve og kvarte sider,
men Mencke limede papir ind,
hvor bogen var gået i stykker,
og skrev den manglende tekst.
Kun fordi blækket har skiftet farve,
kan man se, at noget af teksten er
skrevet i hånden
og ikke trykt.
Så dygtig var kopisten.
Forsøg med udstillingstekster
Sideløbende med indsamlingen af genstande med spændende historier til udstillingen #dinhistorie gør vi os overvejelser over, hvordan genstandene og historierne skal formidles, når udstillingen løber af stabelen fra den 28. august til den 3. oktober i Rundetaarn.
En af de metoder, vi har kig på, er den såkaldte Ekarv-metode. Den har navn efter svenskeren Margareta Ekarv, der har brugt sine erfaringer med at skrive bøger for voksne ordblinde til at udforme udstillingstekster.
Når man læser tekster på en udstilling, er der nemlig en mængde faktorer, der gør, at man ikke kan koncentrere sig på samme måde, som hvis man sad derhjemme i sin læsestol.
Når man læser udstillingstekster, kan lyset være dårligt, teksten kan sidde for højt eller lavt, og en skoleklasse kan fare larmende forbi. Og så hjælper det altså ikke, hvis sætningerne er for lange, bliver delt midt i en meningssammenhæng, eller hvis teksten er skrevet i et upersonligt kancellisprog.
Ovenfor har vi forsøgt at fortælle historien om en gammel familiebibel med inspiration fra Ekarv-metoden. Bibelen ejes af Aino Vibeke Kronsell, der har sagt ja til at være ambassadør for slægtsforskningen i forbindelse med projektet #dinhistorie.
Forestil dig, at du ikke sidder bekvemt bag skærmen, men står i en udstillingssal, hvor sollyset spiller distraherende hen over teksten, mens damen ved siden af fortæller sin søster om en oplevelse i slagterforretingen i går. Fuglene pipper, og kaffemaskinen rumler, men du vil faktisk vældig gerne kende historien bag den smukke bibel, der ligger i montren foran dig.
Hvad synes du så om teksten?
Den 30. januar holdt styregruppe og ambassadører møde i Rundetaarn. Udenfor lå København hvidpudret og frisk efter nattens snefald, og indenfor føg det med friske ideer til projektets fortsatte udvikling og gennemførelse.
Her på bloggen vil vi løbende fortælle, hvordan projektet udvikler sig, og dele nogle af de historier, som vi får ind.
