En morter og en morder i familien

En morter i familien
En morter i familien.
Fra mor til datter.
Syv kvinder på rad!

Morteren.
En ung smed støber den.
Måske tænker han imens,
at han vil give den til sin pige,
når han finder en.
Det er i 1777.
Han skriver årstallet på morteren.

Syv år senere forlover han sig,
og hans forlovede får morteren.
Sådan lyder familiehistorien.

Morteren går i arv
fra mor til datter,
fra datter til mor,
syv kvinder på rad.

Brugt er den blevet,
ikke kun til at knuse krydderier i.
Engang legede børnene med den i grusgraven,
den var nær ved at forsvinde i gruset,
men den er her endnu.

Den er her endnu,
i dag hos Lise Juhler,
der selv har en datter
og en datterdatter.

De skal også have morteren engang med tiden.
En morter i familien.
Fra mor til datter!

En morder i familien
Lise Juhler er vokset op med sine rødder. Når hele familien var samlet hos mormoderen i mørkningen, blev der fortalt gode historier om alle dem, der var gået forud.

– Hele slægten fik vi forærende hos hende, fortæller Lise Juhler.

Men det var ikke ord det hele. I Lise Juhlers slægt er der nemlig gået en morter i arv fra mor til datter siden slutningen af 1700-tallet. Som et håndgribeligt tegn på, hvordan slægt følger slægt. Morteren er i Lise Juhlers eje, men hun ved godt, at det kun er en station på dens rejse. Og heldigvis har hun både en datter, Jane, og en datterdatter, Emma, så i de næste mange år er arvefølgen sikret.

– Jeg vil også prøve, inden timeglasset rinder ud, at give morteren til Jane, siger hun.

Hvis man bare ser den, er morteren en køn sag, men ikke noget exceptionelt. Den ligner så mange andre mortere. Men som med så meget andet skal man have historien med, for at den bliver interessant.

Ovenfor har vi prøvet at fortælle historien om morteren med brug af den såkaldte Ekarv-metode, der er udviklet til at lave udstillingstekster, som udstillingsgæsten ikke kløjes i, selv om han eller hun ikke kan tygge mageligt på teksten i sin gode lænestol derhjemme. Læs mere om Ekarv-metoden her. Og fortæl os gerne, om du synes, det er lykkedes.

Der er et perspektiv, som teksten ikke har med. Og som ellers er både grumt og tankevækkende.

Lise Juhler kender nemlig også til en anden af sine slægtsgrene. På hendes fars side, mens morteren i sagens natur er fra hendes mors.

Her møder vi en kvinde, Sidse Milthersdatter, der var Lise Juhlers tiptiptipoldemor. I 1764 fødte hun et barn i dølgsmål i haven hos den gårdmand, som hun tjente hos, og kvalte det ved at stoppe den lille hals fuld af grønkålsspirer. Hun blev indespærret i Blåtårn og halshugget året efter. Hovedet blev sat på en stage og kroppen lagt nedenunder.

Hun havde allerede én uægte søn, som var seks år, da hans mor blev henrettet. Han er Lise Juhlers tiptipoldefar og blev sat i pleje langt fra grønkålsspirer og øksehug.

Alt det foregik i 1760’erne, tiåret før en anden af Lise Juhlers aner fabrikerede morteren. Det var et andet sted i landet og blandt folk, der ikke kendte noget til hinanden. Men som forenes i Lise Juhler. Og det giver unægtelig en klangbund til den uskyldige morter.