Ambassadører

Et af formålene med projektet #dinhistorie er at fortælle om de store oplevelser, det kan give at forske i sin egen slægt. Seks mennesker i deres tredje alder, alle engagerede slægtsforskere, har sagt ja til at være ambassadører for projektet.

Her giver nogle af dem et indblik i, hvad slægtsforskning betyder for netop dem:

Laila Månsson
Pensioneret laborant. Har slægtsforsket siden begyndelsen af 1990’erne. Bor i Greve.

– Slægtsforskning er i dag en meget stor del af mit tredje liv.

– Jeg fik i 50-års-alderen foræret en bog om min mors slægt på mødrene side, men den blev lagt i reolen, og så tænkte jeg ikke mere over det. Da jeg så gik på efterløn, kom jeg til at tænke på, at det måske kunne være noget at tage op.

– Det viste sig, at oplysningerne var blevet meget mere tilgængelige, end jeg troede, fordi mange af dem nu kunne søges på nettet. Det var utroligt spændende, at den ene ane efter den anden dukkede op.

– Det viste sig hurtigt, at jeg var hooked. Jeg måtte overstå de huslige pligter i en fart, og så satte jeg mig til min pc. Jeg kunne sidde en hel dag uden at sanse frokosten, men når min mand kom hjem fra arbejde, kunne jeg berette om alle de forfædre, der var dukket op i dagens løb. Efterhånden syntes min mand, at det da også kunne være spændende, hvis jeg ville finde noget om hans familie, så det tog jeg også fat på.

– Da jeg kom længere hen i forløbet, blev det lidt vanskeligere. Der dukkede ikke så mange frem, og jeg måtte ty til arkiverne for at løse gåderne. Det var skønt, når det lykkedes at finde frem til et af »problembørnene«, og det var svært ikke at juble højt. Glæden ved at komme hjem og fortælle om fundet betød også meget.

– Jeg mangler aldrig samtaleemner, når der er familiekomsammen, og familien lytter da heldigvis med store ører, især når familiens sorte får hales frem!

– Efterhånden har jeg fået størst kærlighed til de vanskelige aner. Det er lidt af en detektivopgave at finde løsningen på problemet, og selv om natten, når jeg sover, kan der dukke en løsning op. Så må jeg til computeren fra morgenstunden næste dag for at afprøve, om teorien er rigtig.

– Alle hjernecellerne kommer på arbejde, og efterhånden er jeg blevet historisk interesseret og må finde ud af, hvem der var konge, hvordan levestandarden var, og hvad der var gennemsnitslevealderen i den periode, jeg arbejder med.

– Jeg må erkende, at jeg heldigvis aldrig bliver færdig med at forske, for der dukker hele tiden nye perspektiver op!

Inger Rasmussen
Har læst historie og tysk og afsluttet uddannelsen på et tysk universitet. Har været selvstændig translatør. Begyndte meget tidligt på slægtsforskning, men lod det så ligge i mere end 40 år. Er nu igen dykket ned i sine gamle optegnelser. Bor på Lolland.

– Da jeg fyldte 65, gik jeg på pension og fandt den slægtsforskning frem, jeg var begyndt på som ganske ung. Det er det pragtfulde ved slægtsforskning: Du kan gå videre på netop det sted, hvor du hørte op for lang, lang tid siden.

– Hjernen er en muskel, og den skal som alle andre muskler bruges for ikke at skrumpe. Hukommelsestræning kun effektiv i forbindelse med kreativitet. Mekanisk opremsning af faktuel viden – for eksempel krydsogtværs – giver kun ringe effekt. Men jeg finder stor fornøjelse i at udrede tråde og knække koder – og det gør jeg, når jeg forsker i min slægt.

– Allerede i halvvågen tilstand begynder jeg at vende og dreje et emne inden for slægtsforskningen og må simpelthen op og begynde at forske i sagen.

– Min slægtsforskning får mig ud på landevejen og op i toget, for mine aner boede ikke lige, hvor jeg bor nu. Et foredrag i Næstved (80 km), en tur til Landsarkivet eller Rigsarkivet (transport begge veje over fem timer), en slægtsforskerweekend i Bjerringbro (ca. 300 km + færge) er ikke noget problem.

– Slægtsforskning er for mig også de sogne og byer, hvor mine aner boede og arbejdede. Det lyder patetisk at tale om historiens vingesus, men jeg føler virkelig noget i den retning, når jeg for eksempel er i den lille by Bornhöved i Holsten. Her krydsede to handelsveje hinanden, her led Valdemar Sejr et stort nederlag, her muliggjorde Karl den Store udbredelsen af kristendommen i Nordeuropa. Og her har en gren af min slægt levet!

Henrik Prætorius
Civilingeniør. Har arbejdet med salg i en større elektronikvirksomhed og boede de seneste år i Tyskland som leder af det tyske salgsselskab. Efter pensionering begyndte forskningen i slægten, der i vid udstrækning var at finde i Sønderjylland og Slesvig-Holsten. Efterhånden er fokus nu især på formidling af de fundne resultater. Har udviklet teknikker til at levendegøre slægtshistorien og til at omfatte det historiske perspektiv. Medstifter af DIS-København Nord, en lokalforening i samarbejde med DIS-Danmark.

– Min oldefar havde udarbejdet en meget omfattende stamtavle over slægten Prætorius. Den var havnet hos mig og befandt sig godt og tørt i den berømte papkasse i kælderen. Da en fjern onkel til sin fødselsdag meget gerne ville have en kopi, tegnede jeg den til ham og fik så kigget lidt på den. Derefter kom den igen ned i papkassen, indtil jeg efter mit aktive liv fik tid til fritidssyslerne.

– Som jeg ofte erfarer, afhænger mange ting af tilfældigheder. Man skal være på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted. Det var vi så engang, da vi var på familiebesøg på Als. Vi besøgte en dame, der ligesom min kone arbejdede med japansk bonsaikultur. Imens damerne snakkede, talte jeg med hendes mand, der tilfældigvis var formand for noget, der hed DIS-Danmark.

– Da vi tog derfra, havde jeg slægtsprogrammet Brothers Keeper med hjem, og så gik det bare derudad. Det blev til ugentlige besøg på Rigsarkivet og senere mange besøg på det, jeg kalder for »gerningsstederne«, altså der, hvor anerne har sat deres spor.

– Det er blevet til en omfattende samling med mange fine historier, og med tiden er min interesse gået i retning af at få historien skrevet ned. Den omfatter mange kapitler, og nogle af dem er sideløbende blevet til artikler, foredrag og kurser i vores lokale forening og på vores bibliotek.

– Det har været – og er – en rigtig spændende beskæftigelse. Så jeg glæder mig over, at den gamle stamtavle kom frem af glemslen.

Aino Vibeke Kronsell
Pensioneret folkeskolelærer. Har slægtsforsket i mange år. Bor i Roskilde.

– Slægtsforskningen har ligget og luret i mange år. Min far havde nemlig en gammel bibel, som en forfader, August Mencke, har skrevet i tilbage i 1767. Men hvem var denne August Mencke? Min farmor er født Mencke.

– Jeg kom først i gang med at lede, da jeg var blevet pensionist, men så var jeg også bare solgt. Det var en meget mærkelig følelse, da jeg som det første stod med min farmors dåbsprotokol, og hun havde jo ikke engang været svær at finde.

– Og ja, jeg har fundet gamle August, men endnu ikke hans fødsel og vielse. Han er min tre gange tipoldefar. Siden er det gået slag i slag og har ført en masse gode bekendtskaber og oplevelser med sig.

– Slægtsforskningen var også en kæmpe hjælp for mig, da min mand pludselig døde for otte år siden. Jeg skulle ikke ud og finde på noget at fylde min tilværelse med. Jeg havde masser at lave – også ude mellem andre mennesker.

John W. Rasmussen
Pensioneret ingeniør. Har slægtsforsket siden 1990, skrevet en del slægtsbøger og holder foredrag om slægtsforskning. Bor i Fredericia.

– Slægtsforskningen har betydet, at jeg har fået et aktivt og spændende otium.

– Som mand fra min generation opstår der et kæmpe tomrum, den dag pensionsalderen melder sin ankomst. Med den kommer også friheden. Ikke bare otte timer i fem dage, nej, alle de vågne timer i alle årets dage. Den tid kan ikke udfyldes med avislæsning og spadsereture.

– Vi er mange, der har været aktive i erhvervslivet gennem en menneskealder. Vi havde en lang arbejdsdag, som ikke sluttede, når vi gik hjem efter fyraften. Jobbet var også ens hobby.

– Så begyndte jeg at forske i min slægt. I begyndelsen var det et spørgsmål om at finde flest mulige af ens aner. Hver gang jeg havde fundet en ane, var der to nye at lede efter. De havde jo alle en far og mor, som også skulde findes! Men pludselig opdager man, at man kan finde en hel masse oplysninger om de enkelte aners liv og færden. Da blev det først rigtig spændende.

– Anerne har alle været med til at skabe mig. Det er nogle af deres gener, der er i mig. Nu kan jeg måske begynde at se lidt af mig selv i deres liv. Og det vil jeg gerne dele med andre.

Ingrid Bonde Nielsen
Pensionist. Uddannet teknisk assistent. Har blandt andet boet i Schweiz. Formand for Sydkystens Slægtsforskerforening i Gersagerparken. Har skrevet flere bøger om sin slægt og er i gang med en om sin morfar.

– For 16 år siden meldte jeg mig til et kursus i slægtsforskning, og fra da af var jeg totalt solgt. Nogle måneder efter meldte jeg mig ind i den lokale slægtsforskerforening.

– Efter fire år i foreningen blev jeg medlem af bestyrelsen og kom for en stor del til at stå for at arrangere foredrag og andre aktiviteter. Jeg er også begyndt at undervise i slægtsforskning i aftenskolen. Til stor overraskelse for mig selv blev jeg klar over, at det var spændende at undervise. Det ville jeg aldrig have troet tidligere!

– Det har været vigtigt for mig at få beskrevet slægten og dens liv på papiret, forhåbentlig til glæde og gavn for andre i slægten samt andre slægtsforskere, men også for at få resultaterne af års arbejde bevaret.

– Det at kunne få andre til at komme i gang med at forske i deres slægt har også været vigtigt for mig. Det giver så mange glæder at forske i sin slægt, og de glæder vil jeg også gerne have, at andre oplever.

– Slægtsforskning giver overraskelser, venner, lærdom og meget, meget andet. Ikke mindst bliver man klogere på sig selv ved at finde ud af, hvem ens forfædre var, og hvad de stod for.

– Jeg er norsk af fødsel, men min mor var dansk, og slægtsforskningen i mine danske rødder har fået mig til at føle mig mere dansk, end jeg gjorde før. At have sine rødder i andre lande kan være en hindring i slægtsforskningen, men behøver det ikke. Slægtsforskere er de mest hjælpsomme mennesker, man kan tænke sig, og hjælper gerne slægtsforskerkolleger i andre lande og egne. For dem er det også en hobby for livet!