Din daglige 1700-tals-historie 22:31
I april kunne vi her på bloggen fortælle den drabelige historie om en morder i Lise Juhlers slægt – og den knap så drabelige historie om en morter, der er gået i arv fra mor til datter.
Morderen må man tænke sig til, men morteren kan beses i Rundetaarn indtil den 3. oktober. Samt altså i hosstående film …
Din daglige 1700-tals-historie 21:31
Det er en af udstillingens herlige historier, der ikke alene er spændende i sig selv, men også åbner for en perspektivrig forståelse af, hvad 1700-tallet er for en størrelse: brændevinshatten, der blev fundet efter mange år i slægtsgårdens muld, gemt for ikke at blive konfiskeret af de kongelige toldere – og eftertrykkeligt glemt!
Sådan er de bedste – og de fleste – af udstillingens genstande. De rummer både den lille og den store historie. Og hvis du vil høre mere om, hvordan århundredets store omvæltninger påvirkede menneskers dagligdag, har du muligheden i dag kl. 16.30, hvor sognepræst Kirsten Sandholt fortæller om “Omvæltningens tid”. Det er i Bibliotekssalen i Rundetaarn, og det koster 40 kroner at lytte med.
Din daglige 1700-tals-historie 20:31
Godsinspektør Johan Lorenzen på Gram Slot i Sønderjylland var en mand med en vis magt – og en mand, der omgav sig med en vis pragt. I hvert fald havde han råd til at lade portrætter af sig selv og sin kone, Helena, male, hans saltkar og suppeske var af sølv, og han gik med guldring.
Det er suppeskeen, vi har valgt at fokusere på, for på den står hans og hustruens initialer. Men også et lille udsnit af hans andre ting er med på udstillingen #dinhistorie i Rundetaarn. Du kan høre historien om ham her …
Din daglige 1700-tals-historie 19:31
Egentlig var det planen, at vi ville have udstillet et sølvbæger fra Holckenhavn Slot ved Nyborg. Vi havde fået lovet til at låne bægeret fra 1707, der formentlig er lavet i forbindelse med et bryllup i Holck-familien, og havde sågar fortalt dets historie i en lille film her på siden.
Men så viste det sig, at 1700-tallet havde en forkærlighed for sølvbægre. Bægeret fra Holckenhavn Slot var nemlig ikke det eneste, vi fik lov at udstille. Også et andet bryllupsbæger og et brandbæger fik vi henvendelser om. Vi tænkte derfor, at det ville være en god idé at forhøre os, om der skulle være andet fra Holck-slægten, vi kunne låne.
Og det var der heldigvis. En mere uanselig genstand, ikke af sølv, men af træ. En plade, som har hængt i slottets park. Ved en umiddelbar betragtning handler den blot om nogle egetræer, men går man et spadestik dybere, fortæller den om godsets situation i 1700-tallet og ikke mindst den så vigtige arvefølge, der var såkaldt agnatisk-cognatisk, det vil sige, at “Mand altid gaar foran Kvinde, og Besiddelsen forlader en Linie, naar dens Mandsstamme er uddød, og gaar først over til en Kvinde, naar ingen Mand mere findes”, som det hedder i Norvin og Mackeprangs bog om Holckenhavn Slot fra 1911. Men det var ikke alle baroner, der fik sønner …
Hør historien og se den originale træplade i Rundetaarn!
Din daglige 1700-tals-historie 18:31
I mange af de udstillingstekster, der fortæller familieklenodiernes historie på udstillingen #dinhistorie, har det været svært at begrænse sig – for der er så meget spændende, man også kunne tage med …
Det gælder ikke mindst historien om Ludevig Ferdinand Rømer, der har alle ingredienserne til en perfekt drengeroman. En slavehandler, der forliser og mister alt sit guld, og hvis tiptiptipoldebarn nu er vendt tilbage til Guldkysten, hvor slaverne blev udskibet fra – det lyder da næsten for spændende til at være sandt!
Men sandt er det. Tiptiptipoldebarnets far, Jens Rømer, der ejer den guldsignet og de bøger, der er med på udstillingen, fortalte den forunderlige historie til arrangementet Bag om genstandene sidste torsdag, der var en del af #dinhistories spændende program af foredrag og omvisninger.
Vi filmede hans foredrag, så du har muligheden for at lytte med derhjemme – det ligger i to dele herunder. God fornøjelse!
Din daglige 1700-tals-historie 17:31
Genstanden bag dagens historie fra 1700-tallet, en lågkiste fra Vester Vandet i Nordjylland, er en af de ret få ting på udstillingen, der har stået i en bondestue. Håndværkere og præster er rigt repræsenteret blandt genstandenes oprindelige ejere, men ikke ret mange bønder, når man betænker den procentvise fordeling af befolkningen i 1700-tallet.
Men nogle er der, blandt andet altså den første ejer af lågkisten – som har været meget igennem og sågar har været i fare for at blive lavet om til en bænk …
Se den i Rundetaarn frem til den 3. oktober.
Din daglige 1700-tals-historie 16:31
Vi har tidligere omtalt den her på siden, Lene Steenbuchs gamle salmebog. Et familieklenodie med en fascinerende historie, der er fuld af sorrig og glæde – passende nok, kan man sige, når nu klenodiet er en såkaldt Kingo-salmebog.
Hør historien her og se den originale salmebog i Rundetaarn …
Din daglige 1700-tals-historie 15:31
Der kendes ikke ret mange af dem, og faktisk er videnskaben ikke helt sikker på, hvad de har været brugt til: brandbægrene. Men et godt bud er, at præsten har udlånt dem til værdigt nødlidende, når deres hus var brændt, så de kunne samle ind uden at blive forvekslet med gemene betlere.
Vi har fået lov til at udstille et af de få kendte eksemplarer på udstillingen #dinhistorie og fortælle historien bag. Hør den her – og se det originale brandbæger i Rundetaarn!
Din daglige 1700-tals-historie 14:31
1700-tallets internationale forbindelser mellem Danmark og resten af verden er temaet for årets Golden Days-festival, som #dinhistorie indgår i – og et tema, der går igen i mange af de familieklenodier, du kan se på udstillingen.
For eksempel den genstand, der fortæller dagens 1700-tals-historie. En stilebog, hvor en ung gymnasieelev i Odense har leget med de tanker, der førte til Den Franske Revolution en halv snes år senere. To små linjer fulde af historie.
De internationale forbindelser er også et tema i flere af de historier, du kan høre direkte fra efterkommernes mund til arrangementet Bag om genstandene i dag kl. 16.30.
Her har du en enestående chance for at møde henholdsvis et tiptiptipoldebarn, et tiptiptiptiptiptiptipoldebarn og et tiptipoldebarn af de mennesker fra 1700-tallet, der først har haft med de udstillede genstande at gøre – og høre dem fortælle meget mere, end vi har haft plads på udstillingen.
Flemming Topsøe-Jensen fortæller om sin tiptiptipoldefar, urmageren fra Næstved, og hans lommebog. Lone Bergmann giver os historien om sin formoder Louise Blumeier, som er begravet ved Trinitatis Kirke, og Jens Rømer fortæller om sin tiptipoldefar Ludevig Ferdinand Rømer, der blandt meget andet var slavehandler i en af Danmarks daværende tropekolonier.
Det koster 40 kroner at deltage – og så får du oven i købet også adgang til stilebogen og alle de andre gode 1700-tals-historier …
Din daglige 1700-tals-historie 13:31
Vi har vist det før her på bloggen, rejsepasset fra Lübeck, som gav en kobbersmedesvend lov til at rejse til København. Dengang var det passets ejer – og kobbersmedesvendens efterkommer – der i en lille film fortalte om passet og om sin interesse for slægtsforskning.
Men god gerning kan ikke gøres for tit, og derfor kommer her historien om rejsepasset, som vi fortæller den på udstillingen #dinhistorie i Rundetaarn. God fornøjelse!

